Det vides ikke præcist, hvorfor alkoholafhængighed opstår, men man mener at hjernens belønningssystem spiller en afgørende rolle. Et af belønningssystemets signalstoffer hedder dopamin.  

Man har fundet ud af, at hjernens dopamintransporter-aktivitet er nedsat hos patienter med alkoholmisbrug. I dyrestudier med rotter og aber, er det vist, at behandling med hormonet GLP-1 medfører en øget aktivitet af dopamintransporteren samt en reduktion i alkoholforbruget.

Formål:

Studiet har til formål at undersøge om den GLP-1-baserede medicin Bydureon® i kombination med den nuværende samtalebaserede alkoholbehandling, giver bedre resultater hos en gruppe på 114 patienter med alkoholafhængighed. Desuden undersøges effekten af medicinen på hjernens belønningssystemer via hjernescanninger hos en undergruppe af patienterne.